I dag er det 4 år siden min mor døde. Min mor var på alle måder min største mentor i, at jeg skal leve fra min essens og skabe det liv, der nærer mig mest.
Jeg nærede stor stolthed og kærlighed til min mor, da jeg var lille. Min mor var sjov, idérig, kreativ, kunne det hun satte sig for, fuld af energi og kærlighed. Jeg glæder mig over i dag, at mange af de sider jeg har, har jeg fået fra hende. Hun stod op for sig selv, og for dem hun holdt af. Når nogle gik til højre – gik hun til venstre – hun oplevede at blive moppet, da hun valgte at skabe sit eget firma, og dermed et liv der passede til hende med familie og børn, mens flere kvinder endnu ikke var på arbejdsmarkedet endnu.
Midt i al kærligheden, store visioner, kvinde livet med de bedste intentioner, blev hun overhalet indenom af gamle overbevisninger, som hun med sin generations mindset ikke tog sig af. Over tid fyldte de mere og mere, og der blev mindre overskud fysisk og følelsesmæssigt til dem omkring hende.
Som blokerede og stagnerede følelser gør, skabte det efter lang tid fysiske skavanker og til sidst sygdom. Hun var ualmindeligt sej. Hun levede til sidst et liv, som mange ikke ville overleve. De sidste 14 dage på sygehuset levede hun nærmest kun af et par vingummi spejlæg og nogle slurke sodavand. Det gav energi. Helt utroligt hvad der er muligt med en stor mental styrke og vilje. Hun havde med sig en ubeskrivelig fighterspirit. Hun besluttede sig dog for, at det var bedre ikke at komme hjem, og da beslutningen var taget gik det stærkt. Hendes største ønske var at være nærværende med os til sidst, og det var vi. En smuk død, hvor hun blev sendt af sted af sine kære og modtaget af sine kære.
De ting forældre ikke tager sig af, giver de ubevidst videre til deres børn, så jeg fik en del med mig, som jeg har kigget på og endevendt over de sidste 15 år. Min gulerod har hele tiden været at jeg ville have det godt og være glad. Selvom det tit var overskygget, var motivationen der hele tiden inderst inde. Når eleven er klar, møder den sin mentor, og det gjorde jeg også. Min mentor gennem de sidste 15 år, Gyda Tunyogi, guidede mig med sikker mentoring ud af det spindelvæv af følelsesforvirring, skæv selvforståelse, fysiske symptomer, misforstået autoritetstro, og i det hele taget at få skabt ret og vrang i det at leve livet og skabe det selv. En stærk støtte med høj etik.
Selvom jeg har været i gennem hele følelsesregistret i forhold til min mors valg i livet, er det hele vendt til ubetinget kærlighed i dag. Der findes intet andet.
Jeg er uendeligt taknemmelig for begge store stærke kvinder i mit liv. De har lært mig så uendeligt meget om livets facetter, faser, vores selvforståelse, hvordan vi kan skabe vores liv, som vi ønsker det (eller ikke) og at bruge vores følelser som vores GPS. Jeg har lært mig selv (og dermed andre) at kende på et niveau jeg ikke troede muligt – ud i alle afkroge af psyken (og fysikken), og det allerbedste ved det hele; jeg har lært at være mig, med en accept af alt hvad jeg rummer og har nu en grundlæggende tillid til at livet er godt. Der er en mening med alt hvad der sker, og det er muligt for mig at påvirke og skabe mit liv, som jeg ønsker det.
Ind imellem har jeg stadig brug for gode råd, og så er begge mine mentorer heldigvis kun en beslutning om kontakt væk…
” Somewhere over the rainbow, skies are blue
And the dreams that you dare to dream,
Really do come true”
(Fra ”Somewhere over the rainbow” – min mors yndlingssang)
Jeg ønsker dig en dejlig påske med dem du holder af!
Kærligst Anne