Anne Præstegaard
25 mar, 2019

“Hvad driver os til at gøre det vi gør?
Behov for anerkendelse er et af de førende behov, som kan få os til at præstere langt ud over det normale”

Det er nemt at falde i en fælde, hvor vi sætter for mange ting på vores to do liste. Vi har de bedste intentioner, og tror også selv på, at vi kan nå det, som vi beslutter os for. Men virkeligheden indhenter os nogle gange, og vi må tage flere timer i brug end forventet.

Men hvad er det der gør, at vi synes, at vi skal præstere og gøre så mange ting?

Lå på sofaen hele weekenden

For mange år tilbage arbejdede jeg i København i en afdeling af et firma i Aarhus. Jeg sad der selv og var ansvarlig for at afdelingen kørte og omsætningen blev nået.

Nogle gange var der spidsbelastninger, andre gange mere roligt. Pligtopfyldende som jeg var, gjorde jeg, hvad jeg kunne for, at det hele kørte som det skulle.

Jeg syntes, at det var sjovt og spændende, og jeg havde det godt i mit liv. Alligevel blev jeg ofte meget træt og udkørt. Jeg havde på det tidspunkt kun mit arbejde og mig selv at tage mig af. Jeg var nogle gange så udkørt, at jeg lå på sofaen og så tv hele weekenden. Så var jeg til gengæld klar igen mandag til at tage fat igen.

Forsøg på balance

På den måde opretholdt jeg en vis balance – ved at tage pauser i weekenden og så knokle i hverdagen. Der skete bare det, at jeg over tid blev mere og mere frustreret over ikke at opleve særligt meget udover mit arbejde. Jeg så da veninder, tog i biffen, ud at spise, trænede, gik i byen og så videre, men det var som om jeg løb rundt i et hamsterhjul. Jeg var ikke 100% den, der sad forrest ved rattet og styrede retningen i ”livets bus”.
Jeg var godt nok selv herre over min tid, men alligevel var der en form for mellemtilfredshed og underliggende følelse af at være udkørt. Især i ferierne, hvor jeg slet ikke holdt rigtig ferie, men sådan set kun restituerede efter travle perioder på jobbet.

Din realisme er helt skæv

Jeg opsøgte en klog kvinde, som kunne fortælle mig, at godt nok syntes jeg, at mit arbejde var sjovt, men jeg ydede 160%, hvor jeg kun behøvede at yde 90% ,og så ville jeg stadig opfylde det, der forventedes af mig.

”Så det jeg rent faktisk skulle var at skrue ned for tempoet og ambitionerne, og så ville jeg stadig lykkes i jobbet?!

Det var meget underligt for mig at høre. Jeg forstod det ikke først, for jeg gjorde jo sådan set blot det, som jeg troede var forventet af mig, og som jeg selv mente hørte til det job. Min indre bare for, hvad der forventes i sådan en stilling var alt for høj og urealistisk.

Hvad ligger nedenunder

Så jeg måtte i gang med at undersøge hvad det var i mig, der gjorde, at jeg satte baren så højt og urealistisk i forhold til, hvad der var forventeligt. Det bundede meget i behovet for anerkendelse og behovet for at være god nok, så det måtte jeg i gang med at arbejde på.

Det lykkedes mig ikke helt at ændre på det i det job, men jeg øvede mig meget, og jeg fik det så ændret i de efterfølgende ansættelser.

Det pudsige er, at jeg har fået lige meget anerkendelse og ros på de 90% som jeg fik på de 160%!. Den store forskel er, at jeg ikke bliver udkørt af jobbet. Jeg har ikke skullet ligge brak i weekenderne, og jeg har kunnet nyde mine ferier med god energi.

Føler du dig udkørt eller frustreret over følelsen af at løbe i et hamsterhjul, og savner du afklaring, mere lethed og livsglæde, så kontakt mig på anne@divi.annepraestegaard.dk

Kærligst Anne