Anne Præstegaard
6 maj, 2019

Mange der kender mig godt ved, at jeg har været ramt af stress flere gange. En enkelt gang fik jeg lov af mit arbejde at holde fri i 3 dage for at komme mig. Jeg tog på landet og var hos en skøn veninde. Det var dejligt, men det var ikke helt nok. De fleste ved efterhånden, at det ikke hjælper med 3 dage. Senere var jeg ansat i et andet firma. Der havde de en stresspolitik, hvor man blev sygemeldt i 3 måneder, når man gik ned med stress. Jeg var ikke en af dem, og jeg ved ikke om det hjalp den stressede nok. De fik restitueret og kom ovenpå, men når man ikke kigger indad og finder årsagen, så er det nærliggende, at det kommer igen i en anden spidsbelastningsperiode.

Lå på sofaen en hel weekend

Jeg kom igennem mine stressperioder ved at sove. Sove om eftermiddagen, om aftenen og holde helt fri i weekender med film på sofaen, så jeg var klar igen til mandagen. Jeg sagde i de perioder nej til alt og gjorde andre små tiltag, som kunne mindske stressen og give mere velbefindende. Men det vendte tilbage – og sjovt nok altid uventet. Det gør det jo.

Nåede kvalmepunktet

Efter år med perioder med stress, frygt, frustration og bekymringer nåede jeg til det, jeg kalder “kvalmepunktet”. Der hvor man ikke orker flere omgange, der hvor man ikke vil udsætte sig selv for det mere. Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvordan jeg kunne få det godt og ikke havne i de huller. Jeg ville ikke længere gå glip af livet. Jeg ville være glad. Det var min gulerod – “bare” at være glad. 

Jeg ville finde værktøjer til at opretholde balancen. Til at tænde livsglæden, til at finde og skabe min “plads” i mit liv, og opnå den følelse af frihed til at være mig, som jeg savnede. 

Da jeg begyndte min rejse for 15 år siden, satte jeg mig for at finde ud af hvilke værktøjer, der skal til for ikke at ende i energiforladthed og udbrændthed.

Hvad gør man, når det kommer snigende?

Og især hvad gør man, når man har overhørt alle fornemmelser og alarmklokker og er havnet i et hul? 

I mit tilfælde var ”at være havnet i et hul” der, hvor jeg lå i min seng under dynen – langt væk fra verden – og ikke kunne være noget for nogen. Heller ikke for mig selv. Bare træt, energiforladt (og det er ikke det samme som træt), trist og uden lyst til noget som helst. 

Tilladt og nemt at være mig

Jeg ville finde værktøjer til at opretholde balancen. Til at tænde livsglæden, til at finde tilliden tilbage, til at finde og skabe min “plads” i mit liv, og opnå den følelse af frihed til at være mig, som jeg savnede.

Væk fra prestige, forventninger og bør, burde og skal. 

Jeg fandt den. Den tilværelse hvor det “pludseligt” er tilladt og ligefrem nemt at være mig. Hvor der er ro på indeni, uanset hvad der sker, fordi jeg har opnået en bevidsthed om mig selv, og ved hvilke værktøjer jeg skal bruge, og hvornår de skal bruges. 

I de meget tunge situationer med sorg og følelsen af krisetilstand er jeg selvfølgelig blevet påvirket maksimalt og på alle måder. Men jeg har altid kunnet finde tilbage til “væren” i det, og finde balancen på grund af mine værktøjer. 

Høster af indsatsen

Jeg høster af at have gået vejen. Med mod og viljestyrke at insistere på at lære mig selv at kende i alle situationer, så jeg ved, hvordan man altid kan finde tilbage til en balance. Uanset frustrationer, uanset bekymringer, uanset stress.

I dag lærer jeg andre at gå på opdagelse i dem selv, så de kan finde den balance, som er så svær at opretholde i ”det moderne liv”. Jeg lærer dem hvilke værktøjer, de kan bruge, så de altid har et valg, uanset situation.

­­

Har du lyst til at lære de værktøjer, som jeg bruger, så kontakt mig på anne@divi.annepraestegaard.dk.